”Når det gælder hundedressur, er der meget få regler; for hvad der virker på én hund, kan få en anden til at protestere voldsomt”
Barbara Woodhouse
 
Min gamle genbo havde to hunde, som han var utrolig glad for. Hver dag gik han lange ture med dem og ikke mindst var han glad for, at de var så gode til at apportere.
 
For nylig så jeg en udsendelse med en hjerneforsker som satte apportering—og for den sags skyld også anerkendende ledelse—i et nyt perspektiv for mig.
 
Hjerneforskeren stillede spørgsmål ved, hvem det i virkeligheden er der leger med hvem, når hundeejeren får sin hund til at apportere!
 
Et underligt spørgsmål tænkte jeg først men må indrømme, at jeg stadig er forundret over forklaringen.
 
Det hjerneforskeren forklarede var, at vores adfærd for en stor del er styret af forskellige hormoner. På den ene side ”forsvarshormo-ner” , som f.eks. cortisol og adrenalin, der produceres når vi føler os truet eller presset.
 
På den anden side hormoner som virker, når vi oplever noget behageligt, som f.eks. ros og anerkendelse (f.eks. dopamin, der er kroppens eget ”morfin” - samlebetegnelsen for disse stoffer er endorfiner).
 
Hjernen ”kræver” hele tiden af os, al den tid vi er vågne, at vi skaffer den endorfin og når den får det oplever vi opstemthed og glæde.
 
Hunde, som mennesker, gør derfor alt, hvad de kan for at få endorfiner, og når vi derfor leger apportering med hunden, får den mindst lige så meget ud af det som os - det er også derfor den bliver ved med at komme med kæppen, når vi bliver trætte.
 
Hvis du ikke tror mig så prøv bare en uge at udelade din ros når hunden kommer med pinden.
 
Når det er sådan er det samtidig klart, at når ledere påskønner deres medarbejderes adfærd, så får de mere af den, gør de det ikke føler medarbejderen ikke noget biologisk incitament til at gentage adfærden.
 
Hvilken adfærd ønsker du at fremme?