Kunsten at skabe forpligtelse
”Kunsten er at vide, hvornår man ikke skal gå hjem”
(Sagt af en medarbejder/partner i forbindelse med en kulturproces)
Jeg hører ofte ledere udtrykke frustration over deres medarbejderes manglende ansvarlighed, forpligtelse og arbejdsindsats.
Selvsamme ledere oplever jeg gang på gang træffe beslutninger hen over deres medarbejderes hoved, som om de var umælende kvæg.
Det er nærmest som om ledelsen tror, at bare den brokker sig længe nok, så ændrer forholdene sig nok på et tidspunkt.
Jeg skal ikke påstå, at det er ukompliceret at ændre disse forhold for så fandtes de nok ikke så mange steder, men omvendt tror jeg på, at hvis vi ønsker at ændre et andet menneskes adfærd, så skal vi starte med at ændre vores egen.
Så længe vi bliver ved med at gøre det samme, kan vi nemlig ikke forvente at få andet end de samme resultater.
Hvis du ønsker at skabe en større grad af tilslutning og forpligtelse i organisationen, så vil jeg derfor opfordre dig til tilgodese nedenstående behov hos dine medarbejdere:
- En klar vision som de kan forstå og være stolte af
- En målsætning alle finder det værd at kæmpe for
- Sammenhæng mellem på den ene side vision og mål og på den anden side det vi laver i hverdagen
- Konsekvent og retfærdig ledelse
- Mulighed for indflydelse på egen hverdag
- Kontinuerlig information og feedback om hvor virksomheden er og hvordan det går
- Anerkendelse for et godt stykke arbejde
- Mulighed for avancement
Eller sagt på en mere enkelt og direkte måde: Sørg for at skabe en sund kultur, hvor de ansatte trives og har vide rammer til at udfolde deres potentiale uden rigide regler og meningsløse KPI’er som beviseligt for det meste skader mere end de gavner.
Med fokus på dette vil forpligtelsen komme—spørgsmålet er om du er klar?