Kommunikation, der dur
”Når jeg lytter, har jeg fordelen, når jeg taler, har andre den”
Gl. Arabisk ordsprog
Kommunikation er en underlig ting: På den ene side kommunikerer du hele tiden—med dig selv eller andre—på den anden side, er det som om du aldrig bliver fuldt udlært i denne disciplin.
Samtidig er lytning en kunst som ikke bliver mindre kompliceret af, at den foregår i en organisation, hvor mange kulturer jagter forståelse i en stadig iver efter maksimering af din performance.
En grundlæggende ting i kommunikation er, at vi i vore dage har fokus det forkerte sted: Vi tror det handler om at tale mest muligt.
Men faktisk betød kommunikation i sin oprindelige udgave—det oldgræske dialogos—”sam-lytten” eller ”at søge fælles mening”.
Du kan med fordel forestille os dialogen som en art ordenes ping-pong, hvor du i ”slagudvekslingen” med den anden bliver klogere sammen med vedkommende.
Dette kunne være en opfordring til, i den kommende tid at prøve at fokusere mere på denne side af kommunikationen.
Lad mig for yderligere at inspirere til dette komme med et par ord til overvejelse:
Hvornår lærer du mest: når du taler eller når du lytter?
For at pege på en ofte overset vinkel ved kommunikation, så kan jeg oplyse, at jeg en gang faldt over den påstand, at ”tale er klogskabens privilegium, mens lytning er visdommens”—det var den vise Sokrates, der sagde disse ord!
I organisationer, hvor kommunikationen så at sige er skelettet eller den katalysator, som muliggør—eller forhindrer værdiskabelse, er det uhyre vigtigt, at vi evner at lytte til hinanden.
For at evne denne uforbeholdne lytning, kan det nogle gange være en hjælp, at du overbeviser dig selv om at alle du taler med ved mindst én ting bedre end dig selv, lytningen kommer så til at handle om at søge læring eller oplysning.
Så bliver opgaven i dialogen at møde den anden med denne tilgang i baghovedet og testen på om du har lyttet bliver så, om du har lært noget, når du forlader sam-talen —god fornøjelse!
