STRATEGILEDELSEREKRUTTERINGKONSULENTERREFERENCERARTIKLERFOREDRAGINFO & SENESTE NYTOM
Colea logo
 
 
Organisationskultur og fejl


The integrity of failure is return on investment”
Mickey Connoly


Hvordan bliver fejl behandlet i din organisation?

Hvis det er som i de fleste organisationer lever I ud fra den underliggende antagelse, at fejl for alt i verden bør undgås og at de er et onde.

Jeg kunne godt tænke mig, at vi i vores organisationer opbyggede en anden grundlæggende antagelse.

At fejl er en investering.

Nu tænker du nok, at jeg har tabt sutten, og det har jeg muligvis også, men jeg vil alligevel bede dig om at hænge på lidt endnu, for så vil jeg argumentere for min påstand.

I december 2016 modtog Bob Dylan Nobelprisen i litteratur.

Han var dog ikke selv til stede ved prisoverrækkelsen, men havde bedt sin ven, sangerinden Patti Smith, om at modtage prisen på hans vegne.


Som en del af ceremonien i forbindelse med prisoverrækkelsen, sang Pattti Smith Bob Dylan’s klassiker ”it’s a hard rain gonna fall” foran et større publikum, med bl.a. den svenske kongefamilie.

Midt under sangen går hun pludselig i stå—tydeligt berørt!

Ren katastrofe, tænker man i øjeblikket, men så sker der noget magisk.

Hun undskylder med ordene: ”Sorry but I’m so nervous!” og fortsætter sangen som rører alle tilhørere dybt—den svenske dronning Silvia kniber en tåre under vejs.

Min pointe er, at det, at hun gik i stå, begik en fejl, som hun ydmygt undskyldte, gjorde hende til et menneske af kød og blod, og gav selve sangen en særlig dimension, som medførte, at den rørte tilhørerne dybere end den ellers ville have gjort.
 
Jeg tror at meget af dét handlede om hendes måde at håndtere fejlen på, og på samme vis vil den måde, vi alle kommer videre oven på en fejl være afhængig af den måde vi håndterer dem på.

Skubber vi dem ind under gulvtæppet?

Undskylder vi dem med at det ikke var vores skyld?

Prøver vi at give andre skylden?


Eller, accepterer vi fejlen, undskylder den og kommer videre derfra—der er faktisk eksempler, Patti Smith er bare et af dem – på, at vi kan stå bedre i forhold til andre mennesker efter end før en fejl—hvis vi vel at mærke håndterer dem på den rigtige måde!

Min anbefaling er, at vi følger to spor når vi begår fejl.

Spor et handler om at erkende, at vi har begået en fejl, undskylder, korrigerer den og kommer videre.

Spor to handler om, at vi efterfølgende sætter os ned og overvejer, hvad vi har lært af fejlen, og hvordan denne lærdom kan blive et aktiv fremover.

Så håndter fejl på den rette måde og de kan blive en styrke for organisationen og medvirke til en kraftig styrkelse af vores kultur!