Aber, bananer og organisationskultur
If you want truly to understand something, try to change it.
Kurt Levin
Når jeg holder oplæg om eller arbejder med organisationskultur, viser jeg ofte en lille video, der ligger på Youtube og som refererer til et forsøg, som i 1969 blev gennemført af en gruppe amerikanske forskere.
Forskerne satte fem aber ind i samme bur.
Midt i buret placerede de en smal stige hvorfra kun en af aberne ad gangen ville kunne nå en klase bananer, der hang i en snor fra loftet.
Først lod forskerne aberne hente bananerne uden nogen form for påvirkning, men efter noget tid begyndte de metodisk, at spule de fire aber på gulvet med koldt vand i samme øjeblik den femte gik op på stigen—aber hader for øvrigt koldt vand!
Efter kort tid angreb de øvrige aber den ene, der måtte forsøge at hente bananerne, for at undgå den kolde skylle, og snart turde ingen af aberne forsøge at nå bananerne, også selvom forskerne nu holdt op med at bruge vand.
Forskerne udskiftede nu en af aberne med en udefra.
Denne forsøgte selvfølgelig straks at hente bananerne og blev – lige så selvfølgeligt - overfaldet i samme øjeblik den rørte stigen og.nye abe lærte hurtigt, at stigen var forbudt område.
Forskerne udskiftede nu med en uges mellemrum alle aberne, en efter en, ind til ingen af de oprindelige fem aber var tilbage.
I stedet var der fem aber som vidste, at de hellere måtte holde sig fra stigen, og at hvis en af dem forsøgte, skulle den have nogle bank.
Men aberne kendte ikke baggrunden—ingen af dem var nemlig på noget tidspunkt blevet udsat for det kolde vand..
Siger dette forsøg noget, som vi kan bruge i organisationer?
Ja!: Meget af den adfærd vi oplever og udfører i organisationer er baseret på overleveret kultur og indgroede vaner og rutiner, som vi ureflekteret udlever, uden at sætte spørgsmål ved, om adfærden er hensigtsmæssig eller ej.
Skulle du formaste dig til at spørge ind til noget der undrer dig ved kulturen, vil du sikkert få svaret: "Det er bare sådan det er her".
Derfor er det en rigtig god idé, at vi ind imellem udfordrer og hinanden, så vi ikke bliver hængende i forældede handlemønstre.