Performance- eller læringskultur?
”Kultur, er det ikke noget man pudser møbler med” (Robert Storm Pedersen)
Jeg husker tydeligt den 28. januar 1986, hvor jeg med rædsel i mit fjernsyn iagttog, hvordan Challenger rumfærgen eksploderede og gik i total opløsning, blot få sekunder efter sin opsendelse.
Alle syv besætningsmedlemmer afgik ved døden og NASA indledte straks en undersøgelse som viste, hvordan ledelsen havde tilsidesat en anbefaling fra to medarbejdere om at udsætte opsendelsen, da de var i tvivl om nogle o-ringe sluttede tæt nok.
Det gjorde o-ringene med al tydelighed ikke og det fik katastrofale konsekvenser.
Herefter oprettede man procedurer i NASA, der skulle forhindre, at sikkerhedshensyn nogen sinde atter blev tilsidesat.
Ikke desto mindre indtraf katastrofen igen da rumfærgen Colombia den 1. februar 2003 eksploderede i forbindelse med dens indtræden i jordens atmosfære.
Igen blev syv astronauter dræbt, og igen viste det sig at sikkerhedshensyn var blevet tilsidesat.
Denne gang i forbindelse med et isoleringsskum, der under tests havde vist sig at krakelere, og dermed øge risikoen for at rumfærgen kunne blive overophedet i forbindelse med sin indtræden i jordens atmosfære.
Efterfølgende er den benhårde performancekultur i NASA blevet gjort medansvarlig for begge ulykker.
Pointen er, at vi i performancekulturer risikerer, at målet helliger midlet og at vi kommer til at oversatse og tilsidesætte risici i vores iver efter at nå vores mål.
En af mine yndlingsforfattere organisationspsykologen Adam Grant påpeger, hvorledes performancekulturens tendens til benchmarking gør, at vi kommer til at stræbe efter ydre idealer på bekostning af sikkerhed og nogle gange også ordentlighed.
Et nutidigt og dansk eksempel på sund kulturel transformation er LEGO’s forvandling fra en performancekultur i retning mod en innovations- og læringskultur efter en alvorlig krise, som truede virksomheden med undergang.
I dag er LEGO nok stærkere end nogen sinde og den kulturelle transformation af virksomheden er blevet udpeget som hovedårsagen hertil.
Styrken ved læringskulturen er, at den giver os muligheden for at få fejl frem i lyset, hvilket giver os mulighed for at lære af dem.
Jeg tror faktisk at selvom læringskulturer rapporterer flere fejl end performancekulturer, så finder der rent faktisk færre sted.
Samtidig tillader vi os selv at blive klogere af dem.
Ligeledes styrker læringskulturer de ansattes analytiske evner og den refleksive tilgang til arbejdet, hvilket fremmer en positiv dialog i organisationen, når vi i fællesskab stræber efter at blive klogere og bedre sammen.
Derfor er det også vigtigt at afdække hvilken af de to typer kultur du arbejder med og i og meget gerne skaber en bevægelse i retning af en læringskultur.
Hvilken type kultur befinder du dig i nu, og hvad er kendetegnene på denne?
