STRATEGILEDELSEREKRUTTERINGKONSULENTERREFERENCERARTIKLERFOREDRAGINFO & SENESTE NYTOM
Colea logo
Kæmper vi de rigtige kampe?
 
Too many priorities means no priorities”
Peter Killing

 
For mange år siden var en af mine venner i en alvorlig økonomisk knibe med sin virksomhed, og da han vidste jeg arbejdede med strategisk rådgivning spurgte han om jeg kunne give ham et par gode råd til at komme ud af kniben.

Selvfølgelig ville jeg gerne hjælpe min ven, så en aften efter arbejdstid tog jeg over til ham. Historien han fortalte lignede til forveksling noget jeg havde hørt før: Han havde startet sin virksomhed fordi han havde fået en god idé med udvikling af en lille dims, som kunne spare kunderne mange mandetimer i produktion i forbindelse med brug af specielt sorteringssystemer til industrien.

Snart havde han, godt støttet af sin bank, investeret i bygninger, produktionsudstyr og bemanding. De første år gik tingene kun fremad, og han ligesom red på en bølge af succes. Men pludselig var det som om tingene ikke bare gik af sig selv længere. Virk­somheden blev mødt af ordrenedgang, så han måtte afskedige medarbejdere og følte sig stadig mere presset på økonomien.

Min ven besluttede, at han ville tage kampen op og begyndte derfor at slås for overlevelse og stadig vækst på en lang række områder.

Problemet var, kunne jeg høre, at han spredte sin energi, sit fokus og sine kræfter på så mange områder, at han havde mistet overblikket og derfor stod til at tabe
alle de kampe han kæmpede.


Vi tog derfor en snak om hvilke kampe, der var de absolut vigtigste at vinde, konsekvenserne taget i betragtning - det viste sig, at de kunne indsnævres til tre mod de i alt 17 områder han havde haft gang i før.

Min kammerat lavede en plan for, hvordan han skulle vinde hver af de tre kampe og da vi talte sammen et halvt års tid senere viste det sig, at dette indsnævrede fokus havde bidraget til at bringe virksomheden tilbage på rette kurs—jeg skal ikke påstå at alle problemer var løst med et, men det gik tydeligt den rette vej.

Pointen er, at hvis vi ikke indsnævrer vores fokus og går efter virkelig få kampe ad gangen, så vinder vi ingen af dem!