STRATEGILEDELSEREKRUTTERINGKONSULENTERREFERENCERARTIKLERFOREDRAGINFO & SENESTE NYTOM
Colea logo
Myter om effektivitet
 

“In the end, a vision without the ability to execute is probably a hallucination.”
Stephen M. Case

 
Lige siden jeg i slutning af 1990’rne stiftede bekendtskab med Stephens Covey’s 7 gode vaner, har personlig effektivitet og selvledelse haft min særlige interesse.

Især i begyndelsen blev jeg mødt med en del modstand, når jeg underviste i  dette tema, måske i virkeligheden mest som et skjult selvforsvar?

Oftest er det forskellige myter om, hvor skrækkeligt effektivitet kan være, jeg blev mødt med og stadig mødes med.

Heraf er en af de mest sejlivede myter, at kreativitet trives bedst i kaos - eller sagt på en anden måde, at et prioriteret liv er kedeligt, forudsigeligt og savner impulsivitet.


Jeg har bare aldrig oplevet, at de mennesker, der gennem effektiv prioritering, når mest, er mere kedelige end dem, der når mindst!

Tvært imod oplever jeg, at netop disse mennesker, fordi de har orden i deres liv, har mere overskud til kreativitet og impulsive handlinger.
 
Det ville også, rent logisk, være underligt, hvis det var sådan, at der skulle være en nødvendig sammenhæng mellem at være et rodehoved og det at være kreativ.

“Jamen forsvinder impulsiviteten ikke, når alt skal prioriteres?” vil kritikeren spørge. ”Men hvorfor skulle den det?” vil jeg svare tilbage.

Dog tror jeg, at det handler om at prioritere på den rette måde: Nemlig i forhold til tings vigtighed og ikke på en måde, der fastlægger ens kalender dage eller uger frem.


Jeg oplever strukturerede mennesker som havende mere overskud til kreativitet og impulsivitet, og tror det skyldes, at netop overblikket giver en ro, og dermed et overskud, hvorimod den ustrukturerede gradvis bliver fanget ind i en verden af uoverskuelighed, utryghed og stress - ikke noget der kan forventes at give overskud til kreativitet og impulsivitet.

Så derfor lyder opfordringen i al sin enkelthed: Prioriter dig til en god samvittighed og øget kreativt overskud!